Tyskland
Hvidvine fra Tyskland
Tyskland – vin, Tyskland fremstiller ca. 10 mio. hl vin om året fra et samlet areal med vinstokke på 105.000 ha. 85% er hvidvine, som traditionelt har været populære i Danmark, hvor tysk vin indtager en femteplads af vinforbruget med 10,2 mio. l om året (6,4%; 1999).
Tysklands vinmarker er blandt de nordligste i verden, der fremstiller kvalitetsvine. I meget solvarme år opnås den perfekte balance mellem sukker og syre, som gør de bedste tyske vine enestående.
I modsætning til fx de fleste franske vine må QmP ikke tilsættes sukker for at hæve alkoholprocenten, og de blev tidligere kaldt Naturweine. Traditionelt har Spät- og Auslese været til den søde side og ofte kun med 8-9% alkohol, men tendensen mod tørre vine til mad har fået mange bønder til at lave Auslese Trocken, helt udgæret med 12-13% alkohol og under 4 g restsukker pr. liter. Enhver tysk vinbonde kan i heldige år lave alle disse typer vine af alle druesorter, og den tyske vinlov har ingen officielle former for klassifikation efter kvalitet.
De fornemste vine, alle af druen resling, kommer fra Rheingau og Mosel-Saar-Ruwer. Pfalz og Rheinhessen tegner sig tilsammen for 50% af tysk vin, hovedparten med druen müller-thurgau, som står for 22% af al vin, tæt fulgt af riesling.
Spätburgunder (pinot noir) er den mest udbredte blå drue, men dornfelder giver velfarvede og aromatiske rødvine. De fineste tyske rieslingvine hører til de bedste i verden, og både de tørre og ædelsøde vine kan udvikle sig i årevis.